Historie

FORENINGEN S/F MELLEMFORTETS HISTORIE

S/F Mellemfortet blev stiftet d. 16. februar 1966 af 6 sejlinteresserede indehavere af “nyttehaver” (kolonihaver) for enden af Kløvermarksvej på Amager

MELLEMFORTET var oprindeligt en motorbådsklub, hvor de fleste drev lidt fiskeri og tursejlads i nærområdet for klubben. Dette har dog ændret sig til at Foreningen er for både motor- og sejlbåde.

– Der blev lejet et areal mellem Benzinøen og det gamle Amagerværk og her byggede man – det blev ret hurtigt til 35 aktive medlemmer – to broer. Det var, og er en bærende idé i MELLEMFORTET at aktivt medlemsskab gav ret til en bådplads, og at medlemmerne selv udførte alt arbejde i foreningen. Dette kunne lade sig gøre, da medlemmerne i hovedsagen havde arbejder/håndværker baggrund.b

Efter 10 års forløb blev foreningen i 1976 opsagt af Københavns Kommune da A.P. Møller skulle leje pladsen og dermed var medlemmerne og bådejerne nødt til at finde en anden havnebeliggenhed.

Klubben anlagde 2 broer med plads til 80 både, samt et klubhus og 60 redsskabsskure med 100% selvbyg på den nuværende adresse ud til Kalvebodløbet.
Der blev startet en juniorafdeling og derigennem fik MELLEMFORTET støtte i form af rentefri lån fra Dansk Idræts Union.

Med tiden overgik juniorafdelingen til FDFs Søkreds og MELLEMFORTET blev tilsluttet Dansk Sejlunions Køge Bugt Kreds.

Navnet “MELLEMFORTET” blev taget fra det i 1922 nedlagte Mellemfort, der var beliggende mellem Trekroner og Prøvestenen, Nord for Københavns Havn, og udgjorde en væsentlig del af Københavns Befæstning, sammen med Flakfortet og Middelgrundsfortet.